Om mig

Jeg er uddannet psykoterapeut med mange års erfaring inden for det pædagogiske og socialfaglige område. Som terapeut har jeg været tilknyttet TUBA Århus hvor jeg har haft både individuelle samtaleforløb og gruppeterapi. TUBA er en landsdækkende organisation som tilbyder terapi til børn og unge der er vokset op med forældres alkoholmisbrug.
Vejledning / udvikling: socialfagligt arbejde med udsatte unge og voksne 
Jeg er ansat som specialvejleder ved socialpsykiatrien i Randers. I min hverdag gør jeg brug af min terapeutiske baggrund  i kontakten med unge og voksne med udviklingsforstyrrelser, misbrugsproblematikker, personlighedsforstyrrelser mm. Fokus i vejledningen er bl.a. på afdækning af personlige udfordringer/ressourcer og støtte til motivation i den enkeltes recovery-proces. En del af mit arbejde består i at udvikle og lede gruppevejledningsforløb for psykisk sårbare borgere med fokus på personlig udvikling/afklaring og social mestring mm.

Neuropsykologi og neuropædagogik
I min funktion af specialvejleder har jeg været på efteruddannelse indenfor neuropsykologi og neuropædagogik. Dette har bl.a. givet mig øget indsigt i fysiologiske/psykologiske sammenhænge. Den neuropsykologiske empiri/viden kombineret med gestaltterapeutisk teori/praksis giver mig et solidt fundament for at forstå udviklingen af et bredt spektrum af psykosociale vanskeligheder. Og mindst ligeså vigtigt, redskaberne til at arbejde terapeutisk og pædagogisk med disse vanskeligheder.   
Supervision   
Som psykoterapeut er personlig og faglig selvrefleksion centralt. Supervision og faglig sparring er derfor en integreret del af min professionelle praksis.